Julius Cæsar

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Julius Caesar)
Julius Cæsar
Den Senere Romerske Republik
Tusculum-portrættet, som muligvis den eneste overlevende skulptur af Cæsar lavet i løbet af hans levetid.
Personlig information
Født juli 100 f.v.t. Rediger på Wikidata
Rom, Italien Rediger på Wikidata
Død 15. marts 44 f.v.t. Rediger på Wikidata
Pompejus' teater, Italien Rediger på Wikidata
Dødsårsag Blødning Rediger på Wikidata
Gravsted Julius Cæsars tempel[1] Rediger på Wikidata
Bopæl Rom Rediger på Wikidata
Religion Romersk religion
Politisk parti Popularer Rediger på Wikidata
Far Gajus Julius Cæsar Rediger på Wikidata
Mor Aurelia Cotta Rediger på Wikidata
Søskende Julia den Yngre,
Julia den Ældre Rediger på Wikidata
Ægtefælle Cornelia (83 f.v.t - 69 f.v.t)
Pompeia (67 f.v.t - 61 f.v.t)
Calpurnia (59 f.v.t - 44 f.v.t)
Partner Kleopatra
Børn Julia
Cæsarion
Augustus (Adoptivsøn)
Uddannelse og virke
Medlem af Første Triumvirat
Beskæftigelse
Pontifex maximus (64–44 f.Kr.)
Praetor (62 f.Kr.)
Prokonsul[a] (61–60 f.Kr.)
Konsul (59 f.Kr.)
Prokonsul[b] (58–49 f.Kr.)
Diktator (49–44 f.Kr.)
Konsul (48, 46–44 f.Kr.)
Dictator perpetuo (44 f.Kr.)
Kendte værker Commentarii de Bello Gallico, Commentarii de Bello Civili[2] Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Consecratio[3] (fra 44 f.v.t.),
Romersk triumf,
Laurbærkrans Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Denne artikel omhandler personen Julius Cæsar. For operaen af Händel, se Julius Cæsar (opera)

Gajus Julius Cæsar (latinsk udtale: [ˈgaːjus ˈjuːlius ˈkaisar]; født 12. juli 100 f.Kr. og død 15. marts 44 f.Kr.[c]) var en romersk feltherre og statsmand, der levede i den sene romerske republik. Han var en del af det Første Triumvirat, hvorigennem det lykkes ham at gennemføre forskellige reformer samt sikre sig stor politisk magt I Rom. Caesar var fra 58 f.Kr. guvernør over bl.a. de galliske provinser, og det var derfor ham der ledte de romerske hære til sejr i Gallerkrigene (58 – 51 f.Kr.). I januar 49 f.Kr. krydsede han Rubicon-floden med en enkel legion, hvilket indledte en borgerkrig i den romerske republik. Cæsar vandt denne borgerkrig og besejrede bl.a. sin politiske rival Pompejus. Cæsar blev i 49 f.Kr. udpeget diktator, hvilket var et embede han løbende fik forlænget frem mod sin død i 44 f.Kr. Han spillede en afgørende rolle i de begivenheder, der ledte til den romerske republiks fald og dannelsen af det romerske kejserrige.

I 60 f.Kr. dannede Cæsar, Crassus og Pompejus det Første Triumvirat, som var en uformel politisk alliance, der dominerede romersk politik i mange år. Deres forsøg på at koncentrere den politisk magt blev imidlertid udfordret af mange i Senatet, herunder særligt Cato den Yngre med (mere uformel) støtte fra Cicero. Cæsar voksede til at blive en af de mest magtfulde politikere og personer i den romerske republik. Han opnåede sin politiske magt gennem en kombination af sine stærke politiske og militære færdigheder; Cæsar var en en dygtig taler og retoriker, der samtidig var en dygtig militær leder, som ledte sine hære til utallige sejre og territorielle erobringer.

Igennem en række militære sejre under Gallerkrigene – der blev afsluttet i 51 f.Kr. – lykkes det ham at udvidede det romerske territorium betragteligt (til Atlanterhavskysten i vest og nutidens Belgien i nord). I løbet af denne tid invaderede han ligeledes Britannien og byggede en bro over floden Rhinen. Disse bedrifter samt støtten fra hans erfarne hær truede Pompejus' politiske magt tilbage i Rom. Selvom Pompejus og Cæsar tidligere havde været politiske allieret, var denne alliance gradvist brudt sammen i løbet af 50'erne f.Kr., og Pompejus havde i stedet opbygget sin politiske magt i Rom ved at genoprette sin forbindelse til det mere konservative og anti-Cæsarianske Senat. Med Gallerkrigene afsluttet beordrede Senatet Caesar til at træde tilbage fra sin militære kommando og vende tilbage til Rom. I 49 f.Kr. trodsede Caesar åbent Senatets autoritet ved at krydse Rubicon-floden og marchere mod Rom i spidsen for en hær bestående af en enkel legion.[5] Dette indledte Caesars borgerkrig, som han endte med at vinde, hvilket efterlod ham i en position med næsten uudfordret magt og indflydelse i 45 f.Kr.

Efter at have overtaget magten i Rom vedtog Cæsar en række sociale og regeringsmæssige reformer, herunder indførelsen af den julianske kalender. Han gav statsborgerskab til mange beboere i fjerne regioner af den romerske republik. Han iværksatte jordreformer for at støtte sine veteraner og indledte et enormt byggeprogram. I starten af 44 f.Kr. blev han udråbt til "diktator på livstid" (dictator perpetuo). Af frygt for hans magt og dominerende politiske position i Rom valgte en gruppe senatorer – ledet af Brutus og Cassius – om at konspirere om at myrde Cæsar på Idus Martiae (den 15. marts) 44 f.Kr. En ny serie af borgerkrige udbrød herefter, og den forfatningsbestemte regering i republikken blev aldrig fuldt genoprettet. Cæsars grandnevø og adoptivsøn Octavian – senere kendt som Augustus – vandt den efterfølgende magtkamp og borgerkrig, hvilket i sidste ende afstedkom, at han de facto blev enehersker. Octavian gik efterfølgende i gang med at styrke og koncentrere sin magtposition, hvilket markerer begyndelsen på æraen for det romerske kejserrige og afslutningen på den romerske republik.

Cæsar var ligeledes en velrenommeret forfatter og historiker; meget af hans liv er kendt fra hans egne beretninger om hans militære kampagner. Andre samtidige kilder omfatter bl.a. Ciceros breve og taler samt de historiske skrifter af Sallust. Senere biografier om Cæsar af Sveton og Plutarch er også centrale historiske kilder. Cæsar betragtes af mange historikere som en af de største militære ledere i historien.[6] Hans cognomen (Cæsar) blev efterfølgende anvendt som et synonym for "Kejser"; titlen "Cæsar" blev således anvendt under hele den romerske kejserperiode, hvilket ligeledes afstedkom, at de efterfølgende anvendte termer "Kejser" (tysk: "Kaiser") og "Tsar" direkte er afledt fra (den klassiske latinske udtale af) titlen og navnet "Cæsar". Cæsar har ligeledes hyppigt optrådt i diverse litterære og kunstneriske værker.

Baggrund og tidlige år[redigér | rediger kildetekst]

Gajus Julius Cæsar blev født ind i en kendt og meget gammel patricier-slægt (Gens Julia) d. 12. juli 100 i Rom.[7] Familien hævdede at have immigreret til Rom fra Alba Longa i løbet af det syvende århundrede f.Kr., efter at den tredje konge af Rom, Tullus Hostilius, indtog og ødelagde deres by. Familien hævdede også at stamme fra Julus, som var søn af den trojanske prins Æneas og grundlægger af Alba Longa. Da Æneas var en søn af Venus, gjorde dette familien guddommelig. Denne genealogi havde endnu ikke taget sin endelige form i det første århundrede, men slægtens hævdede afstamning fra Venus var veletableret i den offentlig bevidsthed.[8] I 45 f.v.t. byggede Julius Cæsar et tempel for Venus Genetrix ("Moder Venus") i Rom, for at understrege sin egen mytiske forbindelse til guden.

Der er ingen beviser for, at Cæsar selv blev født ved kejsersnit; sådanne operationer medførte moderens død, men Cæsars mor levede i årtier efter hans fødsel, og ingen antikke kilder angiver problemer ved fødslen.[9]

På trods af deres kendte stamtavle var Julii Cæsares ikke særlig politisk indflydelsesrige under den midterste republikperiode. Den første person, der vides at have haft cognomenet Cæsar, var en praetor i 208 f.Kr. under den anden puniske krig. Slægtens første konsul kom i 157 f.Kr., mens slægten både producerede konsuler i 91 og 90 f.Kr.[10] Cæsars far – som havde besad samme navn, Gajus Julius Cæsar – havde moderat succes indenfor politik. Han giftede sig med Aurelia, som var medlem af den politisk indflydelsesrige slægt Aurelii Cottae. Paret fik – foruden Cæsar – to døtre. Opmuntret af sit eget ægteskab og sin søsters ægteskab (Cæsars tante) med den ekstremt indflydelsesrige Gajus Marius, tjente faren også i den Saturninske landkommission i 103 f.Kr. og blev valgt til praetor på et tidpunkt mellem 92 og 85 f.Kr.; han tjente ligeledes som guvernør (prokonsul) i Asien i to år, sandsynligvis 91-90 f.Kr.[11]

Alle Cæsars forfædre i mandslinjen i hvert fald fire generationer tilbage havde båret slægtsnavnet Julius og cognomenet Cæsar, dvs. alle havde heddet Julius Cæsar (Se Julisk-claudiske stamtræ). Cæsar betyder "elefant" på fønikisk, da der i antikken forlød en tradition om, at en af Cæsars forfædre havde dræbt en elefant i kamp mod fønikerne.[12]

Cæsars familie var dog ikke rig i forhold til Roms andre adelige, og ingen i slægten havde i mands minde udrettet større ting. Cæsars far, Gajus Julius Caesar, døde tidligt, men hans mor, Aurelia Cotta, sørgede godt for Cæsars uddannelse. Cæsar giftede sig i 84 f.v.t. med Cornelia, datter af Cinna. Det var et politisk ægteskab, som senere førte til mange problemer, da diktatoren Sulla beordrede ham til at lade sig skille i 82 f.v.t. Cæsar nægtede og forlod klogelig Rom for at tjene militæret i Asien og i Kilikien på sydøstkysten af nutidens Tyrkiet. Først i 78 f.v.t. vendte han tilbage efter Sullas død og begyndte da sin politiske karriere som anklager.

Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi (naturvidenskab på den tid) og blev på vejen dertil bortført af pirater. Han lovede piraterne at han nok skulle sørge for at de blev fanget og henrettet. I fangenskabet overtalte han sine fangevogtere til at forhøje hans løsepenge, hvilket øgede hans prestige i Rom. Da han var blevet frigivet, organiserede han en flåde, fangede piraterne og lod dem korsfæste nøgne.

Politiske avancement og første konsulat[redigér | rediger kildetekst]

Efter at have opnået positionen quaestor i Spanien i 69 f.Kr. blev Cæsar valgt til curule aedile i 65 f.Kr., til pontifex maximus i 63 f.Kr. og til praetor i 62 f.Kr. Hvis han havde en finger med i spillet i Catilina sammensværgelse i år 63 f.Kr., gjorde det ingen varig skade på hans karriere.

Da Cæsars hustru Cornelia døde i 68 f.Kr., giftede han sig med Pompeia, Sullass barnebarn, men måtte lade sig skille i 62 f.Kr. på grund af Bona Dea-skandalen. I 61 f.Kr. var Cæsar propraetor i provinsen Hispania Ulterior, og i 59 f.Kr. blev han valgt til konsul.

Det første triumvirat[redigér | rediger kildetekst]

Stiftelse[redigér | rediger kildetekst]

I 60 f.Kr. indgik Cæsar, Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompejus Magnus en koalition, der senere er nævnt "Det første triumvirat". Crassus var den rigeste mand i Rom, og i øvrigt den mand, som havde finansieret Cæsar i begyndelsen af dennes karriere, mens Pompejus var den mest succesrige hærfører. Cæsar bidrog i alliancen med sin politiske popularitet. For at styrke koalitionen giftede Pompejus sig med Cæsars datter Julia Caesaris.[13]

Triumvirerne besad tilsammen så stor populariet blandt befolkningen og senatet, at de kunne gennemføre den ønskede politik. Senatet blev reelt til et monarkisk statsråd og indgåelsen af Triumviratet signalerede den Romerske Republiks undergang[13].

Cæsar blev i 59 f.kr. valg til konsul. Cæsar fik herefter vedtaget, at Pompejus' veteraner fik tildelt jord samt at Cæsar selv fik statholderskabet, med tilhørende kommando over fire legioner, over Gallien, når året som konsul endte i 58 f.kr.

Som prokonsul i Gallien fra 58 til 49 f.v.t. førte han krig mod forskellige folkeslag. Han besejrede helvetierne i 58 f.Kr., det belgiske forbund i 57 f.Kr., og i 55 f.Kr. forsøgte han at invadere England. I 52 f.Kr. besejrede han en union af gallere. Alle disse fremstød blev rapporteret til senatet i rapporter, som er bevaret i afskrifter.

De tre magtfulde mænd delte i 56 f.Kr. Romerriget imellem sig: Cæsar fik Gallien, Pompejus fik Spanien og Crassus fik Syrien.

Opløsning[redigér | rediger kildetekst]

Efter Crassus' afgang fra Rom i slutningen af 55 f.Kr. og senere død i kamp mod partherne i 53 f.Kr. begyndte alliancen for alvor at bryde sammen. Ligeledes medvirkede Julias (Cæsars datter og Pompejus kone) død i 54 f.Kr. til at forholdet mellem Pompejus og Cæsar blev forværret, og en konfrontation mellem de to virkede efterfølgende uundgåelig.[14]

Borgerkrigen (49 f.Kr. – 45 f.Kr.)[redigér | rediger kildetekst]

Hovedartikel: Cæsars borgerkrig.

Mellem 52 og 49 f.Kr. smuldrede tilliden mellem Cæsar og Pompejus.[15] I 51 f.Kr. foreslog konsul Marcellus, at Caesar skulle hjemkaldes fra hans guvernørskab i Gallien. Han argumenterede for, at Cæsars opgave (provincia) i Gallien – som følge af hans sejr over Vercingetorix i 52 f.Kr. – var afsluttet. Det var åbenlyst forkert, da Cæsar samme år kæmpede mod bellovakerne.[16] Samtidig blev der nedlagt veto mod forslaget.[17] Samme år virkede det til, at de konservative kræfter omkring Cato i Senatet ville forsøge at få Pompejus til at tvinge Cæsar til at vende tilbage fra Gallien uden ære eller mulighed for at opstille til en ny periode som konsul.[18] Cato, Bibulus og deres allierede lykkedes med at få Pompejus på deres side og indtage en hård linje over for Cæsars fortsatte magt i Gallien.[19]

Krydser Rubicon og march mod Rom[redigér | rediger kildetekst]

Julius Cæsar ved bredden af Rubicon-floden.

I månederne op til januar 49 f.Kr. synes både Caesar og de anti-Cæsarianske (bestående af Pompejus, Cato og andre) at tro, at den anden part ville give efter.[20] Begge parter oprustede, men samtidig herskede der ikke den store lyst til at starte en krig.[21] Senatet krævede i begyndelse af januar 49 f.Kr., at Cæsar skulle opgive sin post og legioner eller blive erkæret fjende af staten.[22] Pro-Cæsarianske plebejertribuner nedlagde veto mod disse forslag, men Senatet ignorere dette og udstedte senatus consultum ultimum ("Senatets endelige dekret").[23][24] Som reaktion herpå flygtede en række af disse pro-Cæsarianske tribuner fra Rom til Cæsars lejr mod nord.[25]

Den 10. eller 11. januar krydsede Cæsar Rubicon-floden,[25] der markerer grænsen mellem provinsen Cisalpine Gallien mod nord og romersk Italien mod syd. I forbindelse med, at han krydsede Rubicon-floden hævder Sveton, at Cæsar udbrød alea iacta est ("terningen er kastet"), selvom Plutarch fastholder, at Cæsar talte på græsk og citerede digteren Menander med anerriphtho kubos ("ἀνερρίφθω κύβος", "lad terningen blive kastet");[26] Cæsars egne erindringer nævner slet ikke Rubicon-floden.[27] Denne begivenhed markerede en formel start på fjendtlighederne, hvilket "uden tvivl" gjorde Cæsar til "en oprører".[28]

Årsagen til at Cæsar krydsede Rubicon-floden er gådefulde og bliver debatteret. Således taler bl.a. Sveton og Pollio om et muligt retsopgør, som årsagen til at Cæsar krydsede Rubicon-floden og indledte borgerkrigen.[29][30] Andre beskriver Cæsars vanskeligheder ved at opnå et andet konsulskab og en triumf, som den primære motivationsfaktor.[29] Cæsars angav selv, at han forsvarede plebejertribunernes rettigheder (bredt anerkendt som værende en misvisende årsagsforklaring),[31] ligesom han ønskede at beskytte sine personlige dignitas (værdighed eller prestige).[32]

Det romerske Italien var uforberedt på Cæsars invasion.[33] Nyheden om Cæsars indtog i Italien nåede Rom omkring den 17. januar.[33] Pompejus og hans allierede forlod byen sammen med mange uengagerede senatorer, der frygtede blodige hævndrab som i de tidligere borgerkrige.[34] Først da Cæsar nåede Corfinium mødte han alvorlig modstand, som var anført af Lucius Domitius Ahenobarbus.[35] Cæsar indledte herefter en belejring af byen, men byen overgav sig hurtigt og indvilligede i at give en loyalitetsed til Cæsar.[36] Cæsar udviste barmhjertighed og benådede Ahenobarbus.

Cæsars fremrykning langs Adriaterhavskysten var overraskende mild og disciplineret: hans soldater plyndrede ikke landområderne, som soldater havde gjort under Forbundsfællekrigen et par årtier tidligere. Cæsar forfulgte Pompejus, som var flygtet syd til Brundisium. Cæsar ankom til Brundisium den 9. marts med seks legioner. De fleste af Pompejus' styrker var på dette tidspunkt allerede flygtet over Adriaterhavet til Graecia, men en bagtrop på to legioner afventede at blive transporteret over Adriaterhavet. Cæsar forsøgte at blokere havnen, men det lykkes pompeianerne at flygte østpå med næsten alle deres mænd og skibe i behold.[37]

Kampagne i Hispania og første udnævnelse som diktator[redigér | rediger kildetekst]

Efter det ikke lykkes Cæsar at forhindre Pompejus i at flygte mod øst, vendte Cæsar sig mod vest og Hispania. Pompejus havde som guvernør af Hispania flere loyale legioner udstationeret i regionen. Cæsar rejste derfor mod Hispania og betroede Marcus Antonius med ansvaret for at opretholde orden i Italien. På vejen mod Hispania belejrede han Massilia (nutidens Marseille), da byen nægtede ham adgang og desuden var kommet under kommandoen af føromtalte Domitius Ahenobarbus. Cæsar lod en belejringsstyrke forblive og forsætte selv fremmarchen mod Hispania med en lille gruppe livvagter og kavaleri.[38]

Han ankom i juni 49 f.Kr. til Ilerda (nutidens Lleida), hvor han havde fået følgeskab af nogle af de legioner, som havde kæmpet med under Gallerkrigene. Her besejrede han en pompejansk hær under ledelse af legaterne Lucius Afranius og Marcus Petreius i forbindelse med slaget ved Ilerda. Pompejus' tilbageværende legat i Hispania, Marcus Terentius Varro, overgav sig kort tid efter, hvorpå hele Hispania kom under Cæsars kontrol.[39] Samtidig med Cæsars kampagne i Hispania havde han sin løjtnant Curio til at invadere Sicilien og Afrika med støtte fra Gajus Caninius Rebilus, men den kampagne mislykkes.[40]

Cæsar vendte tilbage til Rom i december 49 f.Kr., hvorefter han fik praetor Marcus Aemilius Lepidus til at udnævne ham til diktator.[39][41] At være diktator var den eneste måde, hvorpå han kunne undgå at opgive sit imperium, legioner, provincia og ret til at triumfer, mens han var i pomerium (befinde sig indenfor Roms bygrænser).[42] Cæsar opstillede derefter til de valg, som han selv havde indkaldt til som diktator. Her vandt han en anden periode som konsul med Publius Servilius Vatia Isauricus som sin med-konsul. Han trådte herefter tilbage som diktator efter blot elleve dage.[43]

Makedonsk kampagne[redigér | rediger kildetekst]

Efter sit kortvarige ophold i Rom genoptog Cæsar sin forfølgelse af Pompejus over Adriaterhavet. Da Cæsar ankom til Brundisium manglede han nok skibe til at transportere hele sin hær over Adriaterhavet ad én omgang. Han var derfor nødsaget til at fortage flere overfarter over Adriaterhavet, hvilket var yderligere kompliceret af, at den pompejansk flåde – under ledelse af Bibulus – patruljerede den østlige side af Adriaterhavet.[44] I januar 48 f.Kr. overraskede Cæsar dog Bibulus ved at foretage en overfart i en af vintermånederne. Bibulus' flåde hanlede dog hurtigt og kaprede nogle af Cæsars transportskibe, da de vendte tilbage mod Brundisium. Dette efterlod Cæsar strandet med syv legioner og sparsomme forsyninger af mad.[45]

Cæsar opdagede efterfølgende, at Pompejus' vigtigste forsyningsbase lå ved Dyrrachium, hvorfor han marcherede sin hær mod denne by. Han trak sig dog efterfølgende tilbage, idet Pompejus ankom først til byen med overlegne styrker.[45] Efter at resten af Cæsars hær ankom fra Italien – under ledelse af Marcus Antonius – den 10. april rykkede Cæsar frem mod Dyrrachium igen, hvilket ledte til Slaget ved Dyrrachium. Efter måneder med småkonfrontationer, tvang Pompejus' hær Cæsar til fortage en strategisk tilbagetrækning til Thessalien.[46]

Efter Pompejus havde modtaget yderligere forstærkninger, forsøgte han at tvinge Cæsar ud i et afgørende slag, hvorfor han forfulgte ham.[47][48] Efter flere dages kavaleri-træfninger lykkedes det Cæsar at lokke Pompejus væk fra en bakke og tvinge ham til at kæmpe på sletten ved Farsalos.[49] Under slaget mislykkedes en flankeringsmanøvre – ledet af Labienus – mod en af Cæsars reservelinjer, hvilket førte til et sammenbrud af det pompeianske infanteri mod Cæsars veteraner.[50] Kort tid efter slaget, engang i oktober, blev Cæsar udnævnt til diktator for anden gang – denne gang for et helt år.[51]

Pompejus, fortvivlet over nederlaget, flygtede med sine rådgivere oversøisk til Mytilene og derfra til Kilikien, hvor han afholdte et krigsråd. Samtidig samledes Catos tilhængere i Corcyra og drog derfra til Libyen.[52] Andre – heriblandt Marcus Junius Brutus – søgte Cæsars benådning og rejste over marskområder til Larissa, hvor han derefter blev hilst elskværdigt velkommen af Cæsar i sin lejr.[53] Pompejus' krigsråd besluttede at flygte til Egypten,[54] som året forinden havde forsynet ham med militær hjælp.[55]

Egypten og Kleopatra[redigér | rediger kildetekst]

Da Pompejus ankom til Egypten, blev han mødt af en velkomstdelegation bestående af flere egyptere og to romerske officerer, som havde tjent under Pompejus tidligere. Kort efter han var gået ombord på deres båd, blev Pompejus myrdet for øjnene af sin kone og sine venner på dækket.[55] Cæsar forfulgte energisk Pompejus, og ankom tre dage efter han var blevet drab.[56] Cæsar blev præsenteret Pompejus' hoved sammen med hans seglring. Cæsar græd angiveligt, da han så ringen og vigede tilbage fra hovedet.[57]

Illustration af Cæsar og Kleopatra.

Mens Cæsar opholdte sig i Egypten, blev han involveret i en dynastisk strid mellem Ptolemaios XIII og Kleopatra. Det var i et testamente (registreret i Rom) fra den sidste egyptiske konge (Ptolemæus XII Auletes) blevet bestemt, at de søskende (og ægtefæller) skulle regere landet sammen.[58] I år 48 f.Kr. var forholdet mellem de to medregenter dog brudt sammen.[58] Cæsar krævede, at en enorm gæld på ti millioner denarer skulle tilbagebetales, som den forrige konge har lovet. Han erklærede desuden, at han ville mægle arvestridigheden mellem Ptolemæus XIII og Kleopatra.[59] Som modsvar samlede Pothinus (Ptolemæus XIII's eunuk-regent) tilsyneladende en hær, der belejrede det kongelige kvarter i Alexandria, som Cæsar havde besat siden sin ankomst til Egypten. Cæsar tilkaldte herefter forstærkninger fra det den romerske provins i Asien.[59]

Under belejring i Alexandria mødte Cæsar Kleopatra, efter hun i hemmelighed havde sneget sig ind i det kongelige kvarter. Cæsar indledte indledte efterfølgende et forhold med hende. Omkring dette tidspunkt fremlagde Cæsar også sin afgørelse med hensyn til den dynastiske strid: testamentets vilkår var klare, og begge skulle være medherskere. Beslutningen ophidsede sandsynligvis Ptolemaios XIII, der formentlig allerede var bekendt med forholdet mellem Caesar og Kleopatra.[60] Efter nogle måneder med belejring af det kongelige kvarter i Alexandria kom nogle tropper, under ledelse af Mithridates af Pergamon, ham til undsætning. Det ledte til et slag mod egypterne, hvor egypterne blev besejret. Ptolemaios XIII flygtede, men druknede da hans båd kæntrede.[61]

Efter sejren indsatte Cæsar Kleopatra som regent over Egypten sammen med en ny medregent, hendes yngre bror Ptolemaios XIV.[62] Cæsars blev efterfølgende i landet i omkring tre måneder. Her sejlede han op ad Nilen med Kleopatra, sandsynligvis mest for at hvile sig, men måske også for at understrege Roms støtte til Kleopatras nye regime.[63][64] I midten af 47 f.Kr. tvang nyheder om uro i Lilleasien Cæsar til at forlade Egypten. Historiske kilder antyder, at Kleopatra allerede var gravid på dette tidspunkt. Cæsar efterlod tre legioner for at sikre Kleopatras styre.[65] Kleopatra fødte sandsynligvis et barn i slutningen af juni, som hun kaldte "Ptolemaios Cæsar", mens alexandrinerne kaldte dette barn "Caesarion".[64] Cæsar antog sandsynligvis, at barnet var hans, da han tillod brugen af navnet.[64]

Kampagne i Lilleasien[redigér | rediger kildetekst]

Illustration af Slaget ved Zela.

Som følge af borgerkrigen i Rom så Farnakes II sit snit til at generobre de landområder, som hans far havde mistet under den Tredje Mithridatiske Krig. Han invaderede hurtigt store dele af Kappadokien, Armenien, det østlige Pontus og Lille Kolchis.[65] Cæsar forlod derfor Egypten og drog nordpå langs den østlige Middelhavskyst. Han bevægede sig direkte mod Farnakes' invasionsstyrke. Cæsar formål var at beskytte sin prestige, der ville have lidt et alvorligt knæk, hvis en udenlandsk invasionstyrke fik lov at romersk territorium.[66] Farnakes forsøgte at forhandle med Cæsar, men Cæsar afviste alle forhandlinger.[66]

Da romerne ankom i nærheden af bjergbyen Zela, indledte Farnakes et frontalangreb, mens romerne forskansede sig. Angrebet skabte forvirring blandt Cæsars styrker, men de reorganiserede sig hurtigt og drev Farnakes mænd ned ad bakken. Efter et gennembrud på Cæsars højre flanke blev Farnakes' hær fuldstændig slået på flugt. Han flygtede tilbage til sit kongerige, men blev hurtigt myrdet.[67] Hele dette felttoget tog kun få uger.[66]

Sejren over Farnakes var så hurtig, at Cæsars i et brev til en ven i Rom spøgte med ordene "Veni, vidi, vici" ("Jeg kom, jeg så, jeg sejrede"). Udtrykket blev senere båret på skilte under hans triumftog for sejren i Pontos. Ligeledes hånede Cæsar også Pompejus for at opnå berømmelse ved at kæmpe mod så svage modstander.[66]

Afrikanske kampagne[redigér | rediger kildetekst]

Cæsar vendte kortvarigt tilbage til Italien og Rom sidst i 47 f.Kr. I Brundisium mødte han og benåde Cicero, som havde opgivet håbet om Pompejus' sejr efter dennes død.[68][69] Cæsar havde betroede ansvaret for at administrere Rom og Italien til Antonius, mens han havde været på kampagner i Egypten og Lilleasien. Men der var i mellemtiden udbrudt oprør, mytteri og kaos i Rom og Italien blandt dele af befolkningen og soldaterne. Ved sin tilbagekomst gjorde Cæsar det derfor klart, at hans tillid til Antonius var forsvundet. Cæsar valgte tilstrækkelige suffect magistrater for 47 f.Kr. samt magistrater for det nye år (46 f.Kr.).[70] For sit eget vedkommende nægtede han at fortsætte som diktator, og lod sig i stedet udpege som konsul sammen med Lepidus.[71][70] Cæsar fik efterfølgende kontrol over uroen og overtalt de oprørske tropper til at gøre tjeneste i en sidste kampagne i Afrika,[72] hvor Cato den Yngre, Scipio og Labienus havde samlet deres styrker.[71]

I slutningen af december 47 f.Kr. beordrede Cæsar sine mænd til at samles i Lilybaeum på Sicilien. Overfarten til Afrika blev forstyrret af en voldsom storm, hvorfor kun et begrænset antal tropper gik i land med ham nær den fjendtlige havn Hadrumentum.[73] Legenden siger, at Cæsar faldt ned på stranden i forbindelse med landgangen, men da han landede grinede han det dårlige varsel af og greb to håndfulde sand og erklærede "Jeg har fat i dig, Afrika!".[73]

Sammenlignet med Scipios – som også havde allieret sig med Kong Juba I af Numidia – var Cæsars styrker stærkt i undertal. Cæsar sendte derfor bud til Sicilien om forstærkning.[74] Efter nogle mindre slag, befæstede Cæsar sin lejr ved Ruspina. Cæsar hær var ligeledes forhindret i at skaffe forsyninger.[75] Scipios hær led under udbredt desertion, men Cæsar fastholdt en defensiv strategi indtil han blev forstærket med to legioner – 800 galliske kavalerister og betydelige mængder madforsyninger. Herefter gik han igen i offensiven.[76] Efter nogle mindre træfninger mellem Cæsar og Scipio, blev Scipio forstærket med Jubas allierede kavaleri og tunge infanteri. Herefter blev Cæsars styrker ligeledes forstærket af nogle veteranlegioner.[77] Da han var ved at løbe tør for forsyninger, og der var ringe chance for at indtage Uzitta, besluttede Cæsar sig for at marchere væk. Han indtog dog nogle forsyningsdepoter, før han rykkede frem og belejrede Thapsus.[78]

En afbildning af Slaget ved Thapsus.

Ved at manøvrere på en måde, der indsnævrede fronten, tvang Cæsar Scipios hær til at opstille til kamp. Dette begrænsede fordelen ved Scipios større hær. Cæsar henvendte sig derefter til sine mænd, som spontant angreb fjendens linjer og overraskede dem fuldstændigt, hvilket ledte til en hurtig sejr.[79] Plutarch fortæller dog en anden historie. I henhold til ham frygtede Cæsar et epileptisk anfald og blev bragt til hvile, hvilket ledte til et forvirret angreb.[79] Uanset forløbet blev Scipios hær totalt nedkæmpet med enormt tab i forbindelse med Slaget ved Thapsus: omkring 10.000 døde pompeianer mod kun 50 cæsariske tab.[79]

Scipio og resten af den pompeianske ledelse var dog i stand til at undslippe, selvom de fleste ville ende med at dø i løbet af nogle uger – enten som følge af selvmord eller henrettelse efter tilfangetagelse. Scipio selv forsøgte at flygte til søs, men begik selvmord, da han blev opsnappet af caesariske skibe. Juba og en pompejansk officer ved navn Marcus Petreius indgik en pagt om at begå selvmord ved at kæmpe mod hinanden.[79] Labienus undslap og tog til Hispania, hvor han sluttede sig til Gnæus og Sextus Pompejus (Pompejus' sønner).[79] Cato havde under Salget ved Thapsus begrundet sig i byen Utica og havde derfor ikke selv deltaget i slaget. Efter at være blevet informeret om nederlaget begik Cato dog selvmord.[80]

I juni 46 f.Kr. forlod Cæsar Afrika med kurs mod Rom, og vendte tilbage til byen mod slutningen af juli.[81]

Anden kampagne i Hispania og afslutningen på borgerkrigen[redigér | rediger kildetekst]

Afbildning af én af Cæsars triumfer.

Efter sin tilbagevenden til Rom fejrede Cæsar fire triumfer: én for Gallien, én for kampagnen i Egypten, én for kampagnen i Lilleasien og én for kampagnen i Afrika. Festlighederne begyndte den 21. september og varede frem til den 2. oktober med overdådige parader med fanger og plyndrede skatte.[82] Der blev afholdt enorme lege og offentlige banketter. Cæsar gav desuden sine mænd enorme donationer svarende til mere end 16 års løn, og endnu mere til centurioner og officerer.[83][84]

Cæsar rejste til Hispania i november 46 f.Kr. for at undertrykke et oprør her.[85] Efter Cæsars første felttog i Hispania tilbage i 49 f.Kr. var der i mellemtiden udbrudt et oprør i regionen. Oprøret skyldes den den kommandør, Quintus Cassius Longinus, som Cæsar havde efterladt med ansvaret for provinsen. Hans "grådighed og... ubehagelige temperament" fik mange provinsbeboere og tropper til åbent at erklære sig som tilhængere af pompeianerne– delvist samlet under Pompejus sønner Gnæus og Sextus.[86] Pompeianerne i Hispania havde yderligere fået selskab af andre pompeianer, der var flygtninge fra Thapsus – herunder Labienus.[87] Cæsar drog afsted med blot én erfaren legion – og otte legioner i alt. Mange af hans veteraner var blevet afskediget. Gnæus Pompejus' styrker talte tretten legioner og yderligere hjælpesoldater (auxilia), hvilket var med til at skabe frygt om, at Cæsarville blive besejret af Gnæus Pompejus.[87] Da Cæsar ankom til Hispania brød han først en belejringen af Ulia og marcherede derefter videre mod Corduba, der var besat af Sextus Pompejus.[87] På Labienus' råd nægtede Gnæus i første omgang at komme Sextus til undsætning, hvilket tvang Cæsar til at belejre byen gennem vinteren. Belejringen blev dog afbrudt på grund af manglende fremgang. Cæsar marcherede herefter mod Ategua, mens Gnæus' hær fulgte efter ham.[88] Betydelige deserteringer begyndte dog at svække Pompejus' styrker, og Cæsar indtog Ategua den 19. februar 45 f.Kr.[88] Gnæus Pompeys styrker trak sig efterfølgende tilbage fra Ategua, men blev forfulgt af Cæsar.[88]

Illustration af Slaget ved Munda.

Deserteringer tvang Gnæus Pompejus til at kæmpe på en højderyg nær Munda.[84][88] Cæsar – der søgte en afgørende sejr – stillede sine tropper op og lod dem marchere op ad højderyggen for at angribe Pompejus' soldater i en hård kamp. Cæsars styrker vaklede, og Cæsar selv måtte ile til frontlinjen for personligt at opildne sine mænd til kamp.[89] Sejren kom først da Cæsars tiende legion (på hans højre flanke) brød igennem den pompeianske linje. Labienus forsøgte at lukke hullet med en legion, men dette var for sendt.[89] Kampene var så hårde, at Plutarch fortæller, at Cæsar fortalte sine venner, at han "har ofte kæmpet for sejr, men aldrig før for mit liv".[90] Sveton hævder, at Cæsar overvejede selvmord i fortvivlelse.[84] Labienus blev dræbt i kampene. Gnæus Pompejus undslap, men blev kort tid efter fanget og halshugget.[91] Sextus Pompejus formåede at flygte og gå i skjul.[92] Derefter var borgerkrigen forbi.[84]

Diktatortid og mordet på Cæsar[redigér | rediger kildetekst]

Tilbagevenden til Rom og udpegelse til diktator[redigér | rediger kildetekst]

Sejren fik Senatet i Rom til at erklære 50 dages taksigelse, give Cæsar titlen "Befrier" og indvie et tempel til Friheden.[91] Yderligere hædersbevisninger blev givet i de kommende måneder af Senatet, herunder retten til at sidde på en særlig stol mellem konsulerne i Senatet, opstilling af en elfenbensstatue af Cæsar på Kapitol lige ved siden af kongerne og i templet for Quirinus.[93] Måneden for hans fødselsdag, Quinctilis, blev omdøbt i hans ære (senere kendt som juli); et tempel for hans mildhed blev opført, han fik det permanente navn Imperator og han modtog titlen parens patriae (sit lands fader).[94]

På vej tilbage til Rom efter sin sejr i Hispania, rejste Cæsar gennem det sydlige Gallien og Narbo Martius.[84] Her grundlagde han en række kolonier for sine veteraner, belønnede sine soldater og støtter samt tildelte forskellige galliske byer latinske rettigheder.[91] Han mødte og forsonede sig også med Marcus Antonius.[91] Ligeledes lovede han også Marcus Junius Brutus, at han ville udpeget som praetor i 44 f.Kr. og muligvis ville blive udpeget konsul i 41 f.Kr.[95]

I oktober 45 f.Kr. vendte Cæsar tilbage til Rom for at fejre endnu en triumf – denne gang over sine medborgere, hvilket efterlod et dårligt indtryk.[84]

Mordet på Cæsar[redigér | rediger kildetekst]

Hovedartikel: Mordet på Julius Cæsar.

En sammensværgelsen om at myrde Julius Cæsar begyndte med et møde mellem Cassius Longinus og hans svoger Marcus Brutus[96] om aftenen den 22. februar 44. f.Kr.[97] De to herre blev efter nogen diskussion enige om, at der måtte gøres noget for at forhindre Cæsar i at blive konge.[98]

Cæsars død i senatet, 44. f.Kr.
Malet af Jean-Léon Gérôme i 1867

Cæsars reformer havde gjort ham upopulær blandt de mere konservative politikere (særligt patriciere) i Rom, men særligt Cæsars mulige intentioner om at lade sig udråbe som konge af Rom bliver tilskrevet som den primære årsagsforklaring på tilblivelsen af sammensværgelsen mod Cæsar. Den romerske historiker Livius beskriver specifikt tre konkrette hændelser, der fandt sted mellem 45 og 44 f.Kr., som de primære årsager til Cæsars mord – de såkaldte "tre sidste strå" for nogle romere.[99] Disse tre hændelser omhandlede alle indikationer samt beskyldninger om kongelig adfærd. En af episoderne beskriver bl.a., at nogle folk i en folkemængde tiltalte Cæsar som rex (overs. 'konge') – en titel, der var forbundet med undertrykkelse af borgere.

Han blev myrdet den 15. marts i 44 f.v.t. i Pompejus' Teater (hvor senatet mødtes efter at senatshuset var nedbrændt). Ifølge overleveringen stod en gruppe senatorer anført af brødrene Decimus Junius Brutus og Marcus Junius Brutus og af Gajus Cassius Longinus bag mordet, da de var bange for Cæsars magt var blevet for stor; Marcus Brutus var efterkommer af den Brutus som dræbte den sidste romerske konge Tarquinus Superbus, og derved oprettede den romerske republik. Historikerne Plutarch, Suetonius og Nikolaus af Damaskus er i store træk enige om forløbet:

De sammensvorne lokkede Cæsar til Forum under foregivende af at ville forelægge ham et bønskrift, og opholdt samtidig hans næstkommanderende Marcus Antonius, hvis fysiske styrke de frygtede, andetsteds. Publius Servilius Casca skulle angribe Cæsar som den første, men var så skrækslagen at han kun sårede ham overfladisk, og Cæsar greb Cascas arm og råbte på latin "hvad gør du, Casca, din skurk?". Casca råbte da på græsk til sine medsammensvorne: "αδελφοι βοήθει!" /adelfoi boethei/ ("Hjælp mig, brødre!") De sammensvorne faldt over Cæsar, og de senatorer, som ikke var den del af komplottet, flygtede i panik. Gajus Julius Cæsars sidste ord var ikke, som hos Shakespeare, "også du, Brutus", men Suetonius nævner at Cæsar i sin dødskamp fik øje på vennen Marcus Brutus blandt sine mordere, og udbrød på græsk "καί σύ τέκνον" /kai sy, teknon/ (bogstaveligt "også du, barn?"; mere mundret oversat "også du, min søn?"). Plutarch nævner kun, at Cæsar, da han havde opgivet håbet, skjulte sit ansigt med sin toga for at dø med værdighed. Cæsar blev slået ihjel med 23 knivstik.

Ifølge overleveringen havde Cæsars hustru, Calpurnia, som han giftede sig med i 59 f.v.t., advaret ham aftenen før, men Cæsar havde svaret "Der er intet at frygte, ud over frygten selv".

Efterdønningerne efter mordet[redigér | rediger kildetekst]

Efter Cæsars død udbrød en magtkamp mellem hans adopterede søn og grandnevø, den 19-årige Gajus Octavianus, kaldet Octavian, Cæsars medarbejder og medkonsul Marcus Antonius og Cæsars mordere sammen med Brutus og dennes svoger Gajus Cassius Longinus. Antonius besejrede Cæsars mordere, men faldt i unåde i Rom, da han allierede sig med Kleopatra. Octavian vandt derfor magtkampen i 31 f.Kr. og blev i 27 f.Kr. den første romerske kejser under navnet Augustus. Da var alle Cæsars mordere dræbt – Octavian fik Brutus' afhuggede hoved smidt hen for fødderne af Cæsar-statuen i Rom.

Personlige oplysninger[redigér | rediger kildetekst]

Som én af oldtidens mægtigste mænd og mest alsidige begavelser har Cæsar altid vakt historikernes interesse. Han synes at have været en fremragende militærbegavelse, der kunne vise personligt mod, en dygtig og flersidet administrator og i det store hele en elskværdig og relativt human politiker – hvilket dog ikke udelukkede brutalitet og hensynsløshed under krige, f.eks. i Gallien. Derimod er det endnu ikke lykkedes at få et fast billede af hans politiske ideer. Her har han skiftevis stået som en ren opportunist, der tog enemagten under dække af ”demokratiske hensyn”, eller som en overklasseidealist der ville folkets vel gennem et diktatur.

Cæsar var kendt som en produktiv og energisk forfatter, mest af historiske og selvbiografiske værker. Hans hovedværk er Commentarii de Bello Gallico (da. Cæsars Gallerkrig), hvori han i tredje person fortæller om sin erobring af Gallien, er et hovedværk i latinsk litteratur og anvendes stadigvæk som lærebog i skolerne. Omend den naturligvis er subjektiv, tjener den som en hovedkilde til periodens historie. Skønt velskrevet giver den ikke noget personligt indtryk af Cæsar. Desuden skrev han om borgerkrigen, (Commentarii de Belli Civili), mens et par andre værker med dette emne er skrevet af andre og tillagt ham. Han vides at have skrevet flere digte og skrifter, hvor han er talsmand for et smukt skriftsprog, mens hans mange taler er gået tabt.

Cæsar brugte i sine breve, når de indeholdt hemmelige budskaber, en meget enkel kryptering, der i dag kendes som en Cæsar-chiffer. I den oprindelige tekst vælger man bogstav for bogstav i stedet et bogstav 4 positioner til højre (for bogstavet A skriver man D og så videre). Når man til enden af alfabetet, tæller videre fra begyndelsen af alfabetet. Når beskeden skal læses, går man bogstav for bogstav 4 positioner til venstre[100]. En sådan kryptering er meget nem at bryde. I dag bruges en tilsvarende kryptering med et skifte på 13 positioner, kaldet ROT-13, når man f.eks. vil omtale slutningen af en film, men ikke nødvendigvis ødelægge oplevelsen for andre, der ikke har set filmen.

Navnet Cæsar (egl. udtalt "kajsar") er bevaret på mange sprog som synonym for en leder. Den tyske titel Kaiser og den russiske titel zar stammer begge fra ordet Cæsar. På rosettestenen findes en egyptisk cartouche, der er blevet oversat til k-e-s-r-s, og som skulle være i familie med det latinske ord. Ordet Cæsar er af uvis, ikke-latinsk herkomst; ovenfor nævnes relationen til et fønikisk ord for »elefant«, mens andre mener, at navnet er afledt af et persisk ord. Kejsersnit hedder på latin sectio caesarea, angiveligt opkaldt efter Cæsar, fordi han skulle være født ved kejsersnit, men det kan ikke passe, da en kvinde dengang ikke kunne overleve sådan et indgreb – og Cæsars mor Aurelia levede, til at sønnen var midt i 40'erne.

Cæsar i kulturen[redigér | rediger kildetekst]

C Julii Cæsaris quæ extant, 1678

Julius Cæsar optræder som figur i talrige senere kulturelle frembringelser; blandt disse kan nævnes:

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Udpeget guvernør (prokunsul) over provinsen Hispania Ulterior
  2. ^ Udpeget guvernør (prokunsul) over provinserne Cisalpine Gallien, Transalpine Gallien og Illyricum
  3. ^ Der pågår en diskussion blandt forskere om den nøjagtige dato og år for Cæsars fødsel. Den 12. juli 100 f.Kr. er normalvis gengivet som hans fødselsdato, men d. 13. juli er bl.a. også angivet af diverse kilder.[4]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  3. ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  4. ^ Toynbee, Arnold Joseph: Julius Caesar Biografi fra Encyclopedia Britannica. Besøgt d. 29. maj 2023.
  5. ^ Keppie, Lawrence (1998). "The approach of civil war". The Making of the Roman Army: From Republic to Empire. Norman, OK: University of Oklahoma Press. s. 102. ISBN 978-0-8061-3014-9.
  6. ^ Tucker, Spencer (2010). Battles That Changed History: An Encyclopedia of World Conflict. ABC-CLIO. s. 68. ISBN 978-1-59884-430-6.
  7. ^ Badian 2009, s. 16, pursuant to Macr. Sat. 1.12.34, quoting a law by Mark Antony noting the date as the fourth day before the Ides of Quintilis. Only Dio gives 13 July. All sources give the year 100 BC.
  8. ^ Goldsworthy 2006, s. 32–33.
  9. ^ Goldsworthy 2006, s. 35.
  10. ^ Badian 2009, s. 14; Goldsworthy 2006, s. 31–32. The consul of 157 BC was Sextus Caesar; the consuls of 91 and 90 were Sextus Caesar and Lucius Caesar, respectively.
  11. ^ Badian 2009, s. 15 dates the land commission to 103 per MRR 3.109; Goldsworthy 2006, s. 33–34; Broughton 1952, s. 22, dating the proconsulship to 91 with praetorship in 92 BC and citing, among others, Skabelon:CIL and Skabelon:CIL.
  12. ^ Peter Ørsted: "Gajus Julius Caesar", Gyldendalske boghandel 1994 ISBN 978-87-00-36264-2
  13. ^ a b Carl Grimberg, Verdenshistorien bind 4, Roms Storhedstid, Politikens forlag, 1974, s. 102
  14. ^ Flower 2010, s. 151.
  15. ^ Morstein-Marx 2021, s. 258. See also Appendix 4 in the same book, analysing the conflict between Caesar and Pompey in terms of a Prisoner's dilemma.
  16. ^ Wiseman 1994, s. 414, citing Caes. BGall., 8.2–16.
  17. ^ Morstein-Marx 2021, s. 270; Drogula 2019, s. 223.
  18. ^ Morstein-Marx 2021, s. 273.
  19. ^ Morstein-Marx 2021, s. 272, 276, 295 (identities of Cato's allies).
  20. ^ Goldsworthy 2006, s. 372–373.
  21. ^ Gruen 1995, s. 497.
  22. ^ Gruen 1995, s. 489.
  23. ^ Gruen 1995, s. 489–490, citing among others Cic. Fam., 11.16.2; Caes. BCiv., 1.5.5; Dio, 41.3.2-3.
  24. ^ Goldsworthy 2006, s. 376–377.
  25. ^ a b Gruen 1995, s. 490.
  26. ^ Goldsworthy 2006, s. 378.
  27. ^ Goldsworthy 2006, s. 377.
  28. ^ Goldsworthy 2006, s. 379.
  29. ^ a b Morstein-Marx 2007, s. 177.
  30. ^ Stanton, G. R. (2003). "Why Did Caesar Cross the Rubicon?". Historia: Zeitschrift für Alte Geschichte. 52 (1): 67-94. ISSN 0018-2311. JSTOR 4436678.
  31. ^ Ehrhardt 1995, s. 36.
  32. ^ Gruen 1995, s. 496.
  33. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 385.
  34. ^ Goldsworthy 2006, s. 385–386.
  35. ^ Goldsworthy 2006, s. 388.
  36. ^ Goldsworthy 2006, s. 390.
  37. ^ Goldsworthy 2006, s. 391.
  38. ^ Goldsworthy 2006, s. 398–399.
  39. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 404.
  40. ^ Goldsworthy 2006, s. 406.
  41. ^ Goldsworthy 2006, s. 409.
  42. ^ Drogula 2015, s. 339.
  43. ^ Drogula 2015, s. 339–340.
  44. ^ Goldsworthy 2006, s. 410.
  45. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 411.
  46. ^ Goldsworthy 2006, s. 422.
  47. ^ Rawson 1992, s. 433.
  48. ^ Goldsworthy 2006, s. 424.
  49. ^ Goldsworthy 2006, s. 425.
  50. ^ Goldsworthy 2006, s. 430.
  51. ^ Broughton 1952, s. 272.
  52. ^ Tempest 2017, s. 62.
  53. ^ Tempest 2017, s. 62–63.
  54. ^ Tempest 2017, s. 63.
  55. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 431.
  56. ^ Goldsworthy 2006, s. 432.
  57. ^ Goldsworthy 2006, s. 433.
  58. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 437.
  59. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 441.
  60. ^ Goldsworthy 2006, s. 442.
  61. ^ Goldsworthy 2006, s. 443–444.
  62. ^ Goldsworthy 2006, s. 444.
  63. ^ Goldsworthy 2006, s. 444–445.
  64. ^ a b c Rawson 1992, s. 434.
  65. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 446.
  66. ^ a b c d Goldsworthy 2006, s. 447.
  67. ^ McGing, B. C. (2015-12-22). "Pharnaces II". Oxford Research Encyclopedia of Classics (engelsk). doi:10.1093/acrefore/9780199381135.013.4938. ISBN 978-0-19-938113-5. Hentet 2021-11-22.
  68. ^ Broughton 1952, s. 289.
  69. ^ Goldsworthy 2006, s. 450.
  70. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 452.
  71. ^ a b Rawson 1992, s. 435.
  72. ^ Goldsworthy 2006, s. 453.
  73. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 455.
  74. ^ Goldsworthy 2006, s. 456.
  75. ^ Goldsworthy 2006, s. 458–459.
  76. ^ Goldsworthy 2006, s. 459–460.
  77. ^ Goldsworthy 2006, s. 461–462.
  78. ^ Goldsworthy 2006, s. 464.
  79. ^ a b c d e Goldsworthy 2006, s. 466.
  80. ^ Goldsworthy 2006, s. 467.
  81. ^ Goldsworthy 2006, s. 467–468.
  82. ^ Goldsworthy 2006, s. 468.
  83. ^ Goldsworthy 2006, s. 469–471.
  84. ^ a b c d e f Rawson 1992, s. 437.
  85. ^ Goldsworthy 2006, s. 472.
  86. ^ Goldsworthy 2006, s. 481.
  87. ^ a b c Goldsworthy 2006, s. 482.
  88. ^ a b c d Goldsworthy 2006, s. 483.
  89. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 484.
  90. ^ Goldsworthy 2006, s. 484; Rawson 1992, s. 437. See Plut. Caes., 56.4.
  91. ^ a b c d Goldsworthy 2006, s. 485.
  92. ^ Badian, Ernst (2015-12-22). "Caecilius Bassus, Quintus". Oxford Research Encyclopedia of Classics (engelsk). doi:10.1093/acrefore/9780199381135.013.1216. ISBN 978-0-19-938113-5. Hentet 2022-03-02.
  93. ^ Goldsworthy 2006, s. 486.
  94. ^ Tempest 2017, s. 79.
  95. ^ Goldsworthy 2006, s. 487.
  96. ^ Strauss 2015, s. 67.
  97. ^ Dando-Collins 2010, s. 24.
  98. ^ Dando-Collins 2010, s. 26.
  99. ^ Strauss 2015, s. 58 ; Liv. perioch. 116.
  100. ^ Sueton (1963), Romerske kejsere, København: Thanning & Appel, s. 40

Literatur[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Søsterprojekter med yderligere information:


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Julius_Cæsar&oldid=11778935"