Julius Cæsar

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Gaius Julius Cæsar)
Julius Cæsar
Den Senere Romerske Republik
Tusculum-portrættet, som muligvis den eneste overlevende skulptur af Cæsar lavet i løbet af hans levetid.
Personlig information
Født juli 100 f.v.t. Rediger på Wikidata
Rom, Italien Rediger på Wikidata
Død 15. marts 44 f.v.t. Rediger på Wikidata
Pompejus' teater, Italien Rediger på Wikidata
Dødsårsag Blødning Rediger på Wikidata
Gravsted Julius Cæsars tempel[1] Rediger på Wikidata
Bopæl Rom Rediger på Wikidata
Religion Romersk religion
Politisk parti Popularer Rediger på Wikidata
Far Gajus Julius Cæsar Rediger på Wikidata
Mor Aurelia Cotta Rediger på Wikidata
Søskende Julia den Yngre,
Julia den Ældre Rediger på Wikidata
Ægtefælle Cornelia (83 f.v.t - 69 f.v.t)
Pompeia (67 f.v.t - 61 f.v.t)
Calpurnia (59 f.v.t - 44 f.v.t)
Partner Kleopatra
Børn Julia
Cæsarion
Augustus (Adoptivsøn)
Uddannelse og virke
Medlem af Første Triumvirat
Beskæftigelse
Pontifex maximus (64–44 f.Kr.)
Praetor (62 f.Kr.)
Prokonsul[a] (61–60 f.Kr.)
Konsul (59 f.Kr.)
Prokonsul[b] (58–49 f.Kr.)
Diktator (49–44 f.Kr.)
Konsul (48, 46–44 f.Kr.)
Dictator perpetuo (44 f.Kr.)
Kendte værker Commentarii de Bello Gallico, Commentarii de Bello Civili[2] Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Consecratio[3] (fra 44 f.v.t.),
Romersk triumf,
Laurbærkrans Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Denne artikel omhandler personen Julius Cæsar. For operaen af Händel, se Julius Cæsar (opera)
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Gajus Julius Cæsar (latinsk udtale: [ˈgaːjus ˈjuːlius ˈkaisar]; født 12. juli 100 f.Kr. og død 15. marts 44 f.Kr.[c]) var en romersk feltherre og statsmand, der levede i den sene romerske republik. Han var en del af det Første Triumvirat, hvorigennem det lykkes ham at gennemføre forskellige reformer samt sikre sig stor politisk magt I Rom. Caesar var fra 58 f.Kr. guvernør over bl.a. de galliske provinser, og det var derfor ham der ledte de romerske hære til sejr i Gallerkrigene (58 – 51 f.Kr.). I januar 49 f.Kr. krydsede han Rubicon-floden med en enkel legion, hvilket indledte en borgerkrig i den romerske republik. Cæsar vandt denne borgerkrig og besejrede bl.a. sin politiske rival Pompejus. Cæsar blev i 49 f.Kr. udpeget diktator, hvilket var et embede han løbende fik forlænget frem mod hans død i 44 f.Kr. Han spillede en afgørende rolle i de begivenheder, der ledte til den romerske republiks fald og dannelsen af det romerske kejserrige.

I 60 f.Kr. dannede Cæsar, Crassus og Pompejus det Første Triumvirat, som var en uformel politisk alliance, der dominerede romersk politik i mange år. Deres forsøg på at koncentrere den politisk magt blev imidlertid udfordret af mange i Senatet, herunder særligt Cato den Yngre med (mere uformel) støtte fra Cicero. Cæsar voksede til at blive en af de mest magtfulde politikere og personer i den romerske republik. Han opnåede sin politiske magt gennem en kombination af sine stærke politiske og militære færdigheder; Cæsar var en en dygtig taler og retoriker, der samtidig var en dygtig militær leder, som ledte sine hære til utallige sejre og territorielle erobringer.

Igennem en række militære sejre under Gallerkrigene – der blev afsluttet i 51 f.Kr. – lykkes det ham at udvidede det romerske territorium betragteligt (til Atlanterhavskysten i vest og nutidens Belgien i nord). I løbet af denne tid invaderede han ligeledes Britannien og byggede en bro over floden Rhinen. Disse bedrifter samt støtten fra hans erfarne hær truede Pompejus' politiske magt tilbage i Rom. Selvom Pompejus og Cæsar tidligere havde været politiske allieret, var denne alliance gradvist brudt sammen i løbet af 50'erne f.Kr., og Pompejus havde i stedet opbygget sin politiske magt i Rom ved at genoprette sin forbindelse til det mere konservative og anti-Cæsarianske Senat. Med Gallerkrigene afsluttet beordrede Senatet Caesar til at træde tilbage fra sin militære kommando og vende tilbage til Rom. I 49 f.Kr. trodsede Caesar åbent Senatets autoritet ved at krydse Rubicon-floden og marchere mod Rom i spidsen for en hær bestående af en enkel legion.[5] Dette indledte Caesars borgerkrig, som han endte med at vinde, hvilket efterlod ham i en position med næsten uudfordret magt og indflydelse i 45 f.Kr.

Efter at have overtaget magten i Rom vedtog Cæsar en række sociale og regeringsmæssige reformer, herunder indførelsen af den julianske kalender. Han gav statsborgerskab til mange beboere i fjerne regioner af den romerske republik. Han iværksatte jordreformer for at støtte sine veteraner og indledte et enormt byggeprogram. I starten af 44 f.Kr. blev han udråbt til "diktator på livstid" (dictator perpetuo). Af frygt for hans magt og dominerende politiske position i Rom valgte en gruppe senatorer – ledet af Brutus og Cassius – om at konspirere om at myrde CæsarIdus Martiae (den 15. marts) 44 f.Kr. En ny serie af borgerkrige udbrød herefter, og den forfatningsbestemte regering i republikken blev aldrig fuldt genoprettet. Cæsars grandnevø og adoptivsøn Octavian – senere kendt som Augustus – vandt den efterfølgende magtkamp og borgerkrig, hvilket i sidste ende afstedkom, at han de facto blev enehersker. Octavian gik efterfølgende i gang med at styrke og koncentrere sin magtposition, hvilket markerer begyndelsen på æraen for det romerske kejserrige og afslutningen på den romerske republik.

Cæsar var ligeledes en velrenommeret forfatter og historiker; meget af hans liv er kendt fra hans egne beretninger om hans militære kampagner. Andre samtidige kilder omfatter bl.a. Ciceros breve og taler samt de historiske skrifter af Sallust. Senere biografier om Cæsar af Sveton og Plutarch er også centrale historiske kilder. Cæsar betragtes af mange historikere som en af de største militære ledere i historien.[6] Hans cognomen (Cæsar) blev efterfølgende anvendt som et synonym for "Kejser"; titlen "Cæsar" blev således anvendt under hele den romerske kejserperiode, hvilket ligeledes afstedkom, at de efterfølgende anvendte termer "Kejser" (tysk: "Kaiser") og "Tsar" direkte er afledt fra (den klassiske latinske udtale af) titlen og navnet "Cæsar". Cæsar har ligeledes hyppigt optrådt i diverse litterære og kunstneriske værker.

Baggrund og tidlige år[redigér | rediger kildetekst]

Gajus Julius Cæsar blev født ind i en kendt og meget gammel patricier-slægt (Gens Julia) d. 12. juli 100 i Rom.[7] Familien hævdede at have immigreret til Rom fra Alba Longa i løbet af det syvende århundrede f.Kr., efter at den tredje konge af Rom, Tullus Hostilius, indtog og ødelagde deres by. Familien hævdede også at stamme fra Julus, som var søn af den trojanske prins Æneas og grundlægger af Alba Longa. Da Æneas var en søn af Venus, gjorde dette familien guddommelig. Denne genealogi havde endnu ikke taget sin endelige form i det første århundrede, men slægtens hævdede afstamning fra Venus var veletableret i den offentlig bevidsthed.[8] I 45 f.v.t. byggede Julius Cæsar et tempel for Venus Genetrix ("Moder Venus") i Rom, for at understrege sin egen mytiske forbindelse til guden.

Der er ingen beviser for, at Cæsar selv blev født ved kejsersnit; sådanne operationer medførte moderens død, men Cæsars mor levede i årtier efter hans fødsel, og ingen antikke kilder angiver problemer ved fødslen.[9]

På trods af deres kendte stamtavle var Julii Cæsares ikke særlig politisk indflydelsesrige under den midterste republikperiode. Den første person, der vides at have haft cognomenet Cæsar, var en praetor i 208 f.Kr. under den anden puniske krig. Slægtens første konsul kom i 157 f.Kr., mens slægten både producerede konsuler i 91 og 90 f.Kr.[10] Cæsars far – som havde besad samme navn, Gajus Julius Cæsar – havde moderat succes indenfor politik. Han giftede sig med Aurelia, som var medlem af den politisk indflydelsesrige slægt Aurelii Cottae. Paret fik – foruden Cæsar – to døtre. Opmuntret af sit eget ægteskab og sin søsters ægteskab (Cæsars tante) med den ekstremt indflydelsesrige Gajus Marius, tjente faren også i den Saturninske landkommission i 103 f.Kr. og blev valgt til praetor på et tidpunkt mellem 92 og 85 f.Kr.; han tjente ligeledes som guvernør (prokonsul) i Asien i to år, sandsynligvis 91-90 f.Kr.[11]

Alle Cæsars forfædre i mandslinjen i hvert fald fire generationer tilbage havde båret slægtsnavnet Julius og cognomenet Cæsar, dvs. alle havde heddet Julius Cæsar (Se Julisk-claudiske stamtræ). Cæsar betyder "elefant" på fønikisk, da der i antikken forlød en tradition om, at en af Cæsars forfædre havde dræbt en elefant i kamp mod fønikerne.[12]

Cæsars familie var dog ikke rig i forhold til Roms andre adelige, og ingen i slægten havde i mands minde udrettet større ting. Cæsars far, Gajus Julius Caesar, døde tidligt, men hans mor, Aurelia Cotta, sørgede godt for Cæsars uddannelse. Cæsar giftede sig i 84 f.v.t. med Cornelia, datter af Cinna. Det var et politisk ægteskab, som senere førte til mange problemer, da diktatoren Sulla beordrede ham til at lade sig skille i 82 f.v.t. Cæsar nægtede og forlod klogelig Rom for at tjene militæret i Asien og i Kilikien på sydøstkysten af nutidens Tyrkiet. Først i 78 f.v.t. vendte han tilbage efter Sullas død og begyndte da sin politiske karriere som anklager.

Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi (naturvidenskab på den tid) og blev på vejen dertil bortført af pirater. Han lovede piraterne at han nok skulle sørge for at de blev fanget og henrettet. I fangenskabet overtalte han sine fangevogtere til at forhøje hans løsepenge, hvilket øgede hans prestige i Rom. Da han var blevet frigivet, organiserede han en flåde, fangede piraterne og lod dem korsfæste nøgne.

Politiske avancement og første konsulat[redigér | rediger kildetekst]

Efter at have opnået positionen quaestor i Spanien i 69 f.Kr. blev Cæsar valgt til curule aedile i 65 f.Kr., til pontifex maximus i 63 f.Kr. og til praetor i 62 f.Kr. Hvis han havde en finger med i spillet i Catilina sammensværgelse i år 63 f.Kr., gjorde det ingen varig skade på hans karriere.

Da Cæsars hustru Cornelia døde i 68 f.Kr., giftede han sig med Pompeia, Sullass barnebarn, men måtte lade sig skille i 62 f.Kr. på grund af Bona Dea-skandalen. I 61 f.Kr. var Cæsar propraetor i provinsen Hispania Ulterior, og i 59 f.Kr. blev han valgt til konsul.

Det første triumvirat[redigér | rediger kildetekst]

Stiftelse[redigér | rediger kildetekst]

I 60 f.Kr. indgik Cæsar, Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompejus Magnus en koalition, der senere er nævnt "Det første triumvirat". Crassus var den rigeste mand i Rom, og i øvrigt den mand, som havde finansieret Cæsar i begyndelsen af dennes karriere, mens Pompejus var den mest succesrige hærfører. Cæsar bidrog i alliancen med sin politiske popularitet. For at styrke koalitionen giftede Pompejus sig med Cæsars datter Julia Caesaris.[13]

Triumvirerne besad tilsammen så stor populariet blandt befolkningen og senatet, at de kunne gennemføre den ønskede politik. Senatet blev reelt til et monarkisk statsråd og indgåelsen af Triumviratet signalerede den Romerske Republiks undergang[13].

Cæsar blev i 59 f.kr. valg til konsul. Cæsar fik herefter vedtaget, at Pompejus' veteraner fik tildelt jord samt at Cæsar selv fik statholderskabet, med tilhørende kommando over fire legioner, over Gallien, når året som konsul endte i 58 f.kr.

Som prokonsul i Gallien fra 58 til 49 f.v.t. førte han krig mod forskellige folkeslag. Han besejrede helvetierne i 58 f.Kr., det belgiske forbund i 57 f.Kr., og i 55 f.Kr. forsøgte han at invadere England. I 52 f.Kr. besejrede han en union af gallere. Alle disse fremstød blev rapporteret til senatet i rapporter, som er bevaret i afskrifter.

De tre magtfulde mænd delte i 56 f.Kr. Romerriget imellem sig: Cæsar fik Gallien, Pompejus fik Spanien og Crassus fik Syrien.

Opløsning[redigér | rediger kildetekst]

Efter Crassus' afgang fra Rom i slutningen af 55 f.Kr. og senere død i kamp mod partherne i 53 f.Kr. begyndte alliancen for alvor at bryde sammen. Ligeledes medvirkede Julias (Cæsars datter og Pompejus kone) død i 54 f.Kr. til at forholdet mellem Pompejus og Cæsar blev forværret, og en konfrontation mellem de to virkede efterfølgende uundgåelig.[14]

Borgerkrigen[redigér | rediger kildetekst]

Hovedartikel: Cæsars borgerkrig.

Mellem 52 og 49 f.Kr. smuldrede tilliden mellem Cæsar og Pompejus.[15] I 51 f.Kr. foreslog konsul Marcellus, at Caesar skulle hjemkaldes fra hans guvernørskab i Gallien. Han argumenterede for, at Cæsars opgave (provincia) i Gallien – som følge af hans sejr over Vercingetorix i 52 f.Kr. – var afsluttet. Det var åbenlyst forkert, da Cæsar samme år kæmpede mod bellovakerne.[16] Samtidig blev der nedlagt veto mod forslaget.[17] Samme år virkede det til, at de konservative kræfter omkring Cato i Senatet ville forsøge at få Pompejus til at tvinge Cæsar til at vende tilbage fra Gallien uden ære eller mulighed for at opstille til en ny periode som konsul.[18] Cato, Bibulus og deres allierede lykkedes med at få Pompejus på deres side og indtage en hård linje over for Cæsars fortsatte magt i Gallien.[19]

Krydser Rubicon og march mod Rom[redigér | rediger kildetekst]

I månederne op til januar 49 f.Kr. synes både Caesar og de anti-Cæsarianske (bestående af Pompejus, Cato og andre) at tro, at den anden part ville give efter.[20] Begge parter oprustede, men samtidig herskede der ikke den store lyst til at starte en krig.[21] Senatet krævede i begyndelse af januar 49 f.Kr., at Cæsar skulle opgive sin post og legioner eller blive erkæret fjende af staten.[22] Pro-Cæsarianske plebejertribuner nedlagde veto mod disse forslag, men Senatet ignorere dette og udstedte senatus consultum ultimum ("Senatets endelige dekret").[23][24] Som reaktion herpå flygtede en række af disse pro-Cæsarianske tribuner fra Rom til Cæsars lejr mod nord.[25]

Den 10. eller 11. januar krydsede Cæsar Rubicon-floden,[25] der markerer grænsen mellem provinsen Cisalpine Gallien mod nord og romersk Italien mod syd. I forbindelse med, at han krydsede Rubicon-floden hævder Sveton, at Cæsar udbrød alea iacta est ("terningen er kastet"), selvom Plutarch fastholder, at Cæsar talte på græsk og citerede digteren Menander med anerriphtho kubos ("ἀνερρίφθω κύβος", "lad terningen blive kastet");[26] Cæsars egne erindringer nævner slet ikke Rubicon-floden.[27] Denne begivenhed markerede en formel start på fjendtlighederne, hvilket "uden tvivl" gjorde Cæsar til "en oprører".[28]

Årsagen til at Cæsar krydsede Rubicon-floden er gådefulde og bliver debatteret. Således taler bl.a. Sveton og Pollio om et muligt retsopgør, som årsagen til at Cæsar krydsede Rubicon-floden og indledte borgerkrigen.[29][30] Andre beskriver Cæsars vanskeligheder ved at opnå et andet konsulskab og en triumf, som den primære motivationsfaktor.[29] Cæsars angav selv, at han forsvarede plebejertribunernes rettigheder (bredt anerkendt som værende en misvisende årsagsforklaring),[31] ligesom han ønskede at beskytte sine personlige dignitas (værdighed eller prestige).[32]

Det romerske Italien var uforberedt på Cæsars invasion.[33] Nyheden om Cæsars indtog i Italien nåede Rom omkring den 17. januar.[33] Pompejus og hans allierede forlod byen sammen med mange uengagerede senatorer, der frygtede blodige hævndrab som i de tidligere borgerkrige.[34] Først da Cæsar nåede Corfinium mødte han alvorlig modstand, som var anført af Lucius Domitius Ahenobarbus.[35] Cæsar indledte herefter en belejring af byen, men byen overgav sig hurtigt og indvilligede i at give en loyalitetsed til Cæsar.[36]

Cæsars fremrykning langs Adriaterhavskysten var overraskende mild og disciplineret: hans soldater plyndrede ikke landområderne, som soldater havde gjort under Forbundsfællekrigen et par årtier tidligere. Cæsar forfulgte Pompejus, som var flygtet syd til Brundisium. Cæsar ankom til Brundisium den 9. marts med seks legioner. De fleste af Pompejus' styrker var på dette tidspunkt allerede flygtet over Adriaterhavet til Graecia, men en bagtrop på to legioner afventede at blive transporteret over Adriaterhavet. Cæsar forsøgte at blokere havnen, men det lykkes pompeianerne at flygte østpå med næsten alle deres mænd og skibe i behold.[37]

Efterfølgende kampe[redigér | rediger kildetekst]

Cæsar udførte en utrolig 27-dages march til Spanien, for at udradere Pompejus' folk der. Derefter vendte Cæsar tilbage østpå, for at udfordre Pompejus i Grækenland. Den 10. juli 48 f.Kr. undgik Cæsar med nød og næppe et katastrofalt nederlag til Pompejus. Men ved Pharsalos i Grækenland lykkedes det ham at slå Pompejus.

Cæsar blev konsul i 4 år, mens Pompejus flygtede til Egypten, hvor han blev snigmyrdet af en officer under befaling af Ptolemaios 13. af Ægypten. Ptolemaios 13. af Ægypten skulle efter sigende have præsenteret Pompejus hoved for Cæsar

Cæsar var dog ikke tilfreds. Han drog til Egypten, hvor han støttede Kleopatra VII, der blev hans hustru ved egyptisk lov (ikke ved romersk lov). Medens han med sine få tropper opholdt sig i Alexandria, udbrød der et oprør, hvorved Cæsar kom i den yderste fare og længe blev holdt indespærret (alexandrinske krig oktober 48-marts 47). Først da der kom undsætning, slap Cæsar ud. Hans næste forehavende var at berolige Orienten, hvor Mithridates' søn Farnaces havde generobret sit fædrene rige Pontus. Cæsar tilendebragte felttoget på 5 dage og meldte sejren til en ven i Rom med ordene: "veni, vidi, vici", »jeg kom, jeg så, jeg sejrede« (august, 47). Cæsar fortsatte med at bekæmpe Pompejus' støtter i Afrika ved Thapsus i 46 f.v.t. og i Spanien ved Munda i 45 f.v.t, hvori han kæmpede sin gamle politiske allierede Titus Labienus, der blev dræbt under slaget.

I 46 f.v.t. blev Cæsar for en ti-års-periode diktator. I 44 f.v.t erklærede han sig selv diktator og konsul på livstid og blev kaldt Pater Patriae (Landsfader) og tog titlen Imperator. Hans kalenderreform byggede på solåret i stedet for måneåret og er stadig grundlag for den kalender, som vi benytter i dag. Måneden juli blev opkaldt efter ham. Han grundlagde over 20 kolonier i Gallien, Spanien og i Nordafrika og arrangerede kornuddeling til de fattige i Rom. Statuer af ham blev opstillet på linje med de oldgamle konger, og han havde en gylden trone i senatet og på tribunatet.

Diktatortid og mordet på Cæsar[redigér | rediger kildetekst]

Hovedartikel: Mordet på Julius Cæsar.

En sammensværgelsen om at myrde Julius Cæsar begyndte med et møde mellem Cassius Longinus og hans svoger Marcus Brutus[38] om aftenen den 22. februar 44. f.Kr.[39] De to herre blev efter nogen diskussion enige om, at der måtte gøres noget for at forhindre Cæsar i at blive konge.[40]

Cæsars død i senatet, 44. f.Kr.
Malet af Jean-Léon Gérôme i 1867

Cæsars reformer havde gjort ham upopulær blandt de mere konservative politikere (særligt patriciere) i Rom, men særligt Cæsars mulige intentioner om at lade sig udråbe som konge af Rom bliver tilskrevet som den primære årsagsforklaring på tilblivelsen af sammensværgelsen mod Cæsar. Den romerske historiker Livius beskriver specifikt tre konkrette hændelser, der fandt sted mellem 45 og 44 f.Kr., som de primære årsager til Cæsars mord – de såkaldte "tre sidste strå" for nogle romere.[41] Disse tre hændelser omhandlede alle indikationer samt beskyldninger om kongelig adfærd. En af episoderne beskriver bl.a., at nogle folk i en folkemængde tiltalte Cæsar som rex (overs.'konge') – en titel, der var forbundet med undertrykkelse af borgere.

Han blev myrdet den 15. marts i 44 f.v.t. i Pompejus' Teater (hvor senatet mødtes efter at senatshuset var nedbrændt). Ifølge overleveringen stod en gruppe senatorer anført af brødrene Decimus Junius Brutus og Marcus Junius Brutus og af Gajus Cassius Longinus bag mordet, da de var bange for Cæsars magt var blevet for stor; Marcus Brutus var efterkommer af den Brutus som dræbte den sidste romerske konge Tarquinus Superbus, og derved oprettede den romerske republik. Historikerne Plutarch, Suetonius og Nikolaus af Damaskus er i store træk enige om forløbet:

De sammensvorne lokkede Cæsar til Forum under foregivende af at ville forelægge ham et bønskrift, og opholdt samtidig hans næstkommanderende Marcus Antonius, hvis fysiske styrke de frygtede, andetsteds. Publius Servilius Casca skulle angribe Cæsar som den første, men var så skrækslagen at han kun sårede ham overfladisk, og Cæsar greb Cascas arm og råbte på latin "hvad gør du, Casca, din skurk?". Casca råbte da på græsk til sine medsammensvorne: "αδελφοι βοήθει!" /adelfoi boethei/ ("Hjælp mig, brødre!") De sammensvorne faldt over Cæsar, og de senatorer, som ikke var den del af komplottet, flygtede i panik. Gajus Julius Cæsars sidste ord var ikke, som hos Shakespeare, "også du, Brutus", men Suetonius nævner at Cæsar i sin dødskamp fik øje på vennen Marcus Brutus blandt sine mordere, og udbrød på græsk "καί σύ τέκνον" /kai sy, teknon/ (bogstaveligt "også du, barn?"; mere mundret oversat "også du, min søn?"). Plutarch nævner kun, at Cæsar, da han havde opgivet håbet, skjulte sit ansigt med sin toga for at dø med værdighed. Cæsar blev slået ihjel med 23 knivstik.

Ifølge overleveringen havde Cæsars hustru, Calpurnia, som han giftede sig med i 59 f.v.t., advaret ham aftenen før, men Cæsar havde svaret "Der er intet at frygte, ud over frygten selv".

Efterdønningerne efter mordet[redigér | rediger kildetekst]

Efter Cæsars død udbrød en magtkamp mellem hans adopterede søn og grandnevø, den 19-årige Gajus Octavianus, kaldet Octavian, Cæsars medarbejder og medkonsul Marcus Antonius og Cæsars mordere sammen med Brutus og dennes svoger Gajus Cassius Longinus. Antonius besejrede Cæsars mordere, men faldt i unåde i Rom, da han allierede sig med Kleopatra. Octavian vandt derfor magtkampen i 31 f.Kr. og blev i 27 f.Kr. den første romerske kejser under navnet Augustus. Da var alle Cæsars mordere dræbt – Octavian fik Brutus' afhuggede hoved smidt hen for fødderne af Cæsar-statuen i Rom.

Personlige oplysninger[redigér | rediger kildetekst]

Som én af oldtidens mægtigste mænd og mest alsidige begavelser har Cæsar altid vakt historikernes interesse. Han synes at have været en fremragende militærbegavelse, der kunne vise personligt mod, en dygtig og flersidet administrator og i det store hele en elskværdig og relativt human politiker – hvilket dog ikke udelukkede brutalitet og hensynsløshed under krige, f.eks. i Gallien. Derimod er det endnu ikke lykkedes at få et fast billede af hans politiske ideer. Her har han skiftevis stået som en ren opportunist, der tog enemagten under dække af ”demokratiske hensyn”, eller som en overklasseidealist der ville folkets vel gennem et diktatur.

Cæsar var kendt som en produktiv og energisk forfatter, mest af historiske og selvbiografiske værker. Hans hovedværk er Commentarii de Bello Gallico (da. Cæsars Gallerkrig), hvori han i tredje person fortæller om sin erobring af Gallien, er et hovedværk i latinsk litteratur og anvendes stadigvæk som lærebog i skolerne. Omend den naturligvis er subjektiv, tjener den som en hovedkilde til periodens historie. Skønt velskrevet giver den ikke noget personligt indtryk af Cæsar. Desuden skrev han om borgerkrigen, (Commentarii de Belli Civili), mens et par andre værker med dette emne er skrevet af andre og tillagt ham. Han vides at have skrevet flere digte og skrifter, hvor han er talsmand for et smukt skriftsprog, mens hans mange taler er gået tabt.

Cæsar brugte i sine breve, når de indeholdt hemmelige budskaber, en meget enkel kryptering, der i dag kendes som en Cæsar-chiffer. I den oprindelige tekst vælger man bogstav for bogstav i stedet et bogstav 4 positioner til højre (for bogstavet A skriver man D og så videre). Når man til enden af alfabetet, tæller videre fra begyndelsen af alfabetet. Når beskeden skal læses, går man bogstav for bogstav 4 positioner til venstre[42]. En sådan kryptering er meget nem at bryde. I dag bruges en tilsvarende kryptering med et skifte på 13 positioner, kaldet ROT-13, når man f.eks. vil omtale slutningen af en film, men ikke nødvendigvis ødelægge oplevelsen for andre, der ikke har set filmen.

Navnet Cæsar (egl. udtalt "kajsar") er bevaret på mange sprog som synonym for en leder. Den tyske titel Kaiser og den russiske titel zar stammer begge fra ordet Cæsar. På rosettestenen findes en egyptisk cartouche, der er blevet oversat til k-e-s-r-s, og som skulle være i familie med det latinske ord. Ordet Cæsar er af uvis, ikke-latinsk herkomst; ovenfor nævnes relationen til et fønikisk ord for »elefant«, mens andre mener, at navnet er afledt af et persisk ord. Kejsersnit hedder på latin sectio caesarea, angiveligt opkaldt efter Cæsar, fordi han skulle være født ved kejsersnit, men det kan ikke passe, da en kvinde dengang ikke kunne overleve sådan et indgreb – og Cæsars mor Aurelia levede, til at sønnen var midt i 40'erne.

Cæsar i kulturen[redigér | rediger kildetekst]

C Julii Cæsaris quæ extant, 1678

Julius Cæsar optræder som figur i talrige senere kulturelle frembringelser; blandt disse kan nævnes:

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Udpeget guvernør (prokunsul) over provinsen Hispania Ulterior
  2. ^ Udpeget guvernør (prokunsul) over provinserne Cisalpine Gallien, Transalpine Gallien og Illyricum
  3. ^ Der pågår en diskussion blandt forskere om den nøjagtige dato og år for Cæsars fødsel. Den 12. juli 100 f.Kr. er normalvis gengivet som hans fødselsdato, men d. 13. juli er bl.a. også angivet af diverse kilder.[4]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  3. ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  4. ^ Toynbee, Arnold Joseph: Julius Caesar Biografi fra Encyclopedia Britannica. Besøgt d. 29. maj 2023.
  5. ^ Keppie, Lawrence (1998). "The approach of civil war". The Making of the Roman Army: From Republic to Empire. Norman, OK: University of Oklahoma Press. s. 102. ISBN 978-0-8061-3014-9.
  6. ^ Tucker, Spencer (2010). Battles That Changed History: An Encyclopedia of World Conflict. ABC-CLIO. s. 68. ISBN 978-1-59884-430-6.
  7. ^ Badian 2009, s. 16, pursuant to Macr. Sat. 1.12.34, quoting a law by Mark Antony noting the date as the fourth day before the Ides of Quintilis. Only Dio gives 13 July. All sources give the year 100 BC.
  8. ^ Goldsworthy 2006, s. 32–33.
  9. ^ Goldsworthy 2006, s. 35.
  10. ^ Badian 2009, s. 14; Goldsworthy 2006, s. 31–32. The consul of 157 BC was Sextus Caesar; the consuls of 91 and 90 were Sextus Caesar and Lucius Caesar, respectively.
  11. ^ Badian 2009, s. 15 dates the land commission to 103 per MRR 3.109; Goldsworthy 2006, s. 33–34; Broughton 1952, s. 22, dating the proconsulship to 91 with praetorship in 92 BC and citing, among others, Skabelon:CIL and Skabelon:CIL.
  12. ^ Peter Ørsted: "Gajus Julius Caesar", Gyldendalske boghandel 1994 ISBN 978-87-00-36264-2
  13. ^ a b Carl Grimberg, Verdenshistorien bind 4, Roms Storhedstid, Politikens forlag, 1974, s. 102
  14. ^ Flower 2010, s. 151.
  15. ^ Morstein-Marx 2021, s. 258. See also Appendix 4 in the same book, analysing the conflict between Caesar and Pompey in terms of a Prisoner's dilemma.
  16. ^ Wiseman 1994, s. 414, citing Caes. BGall., 8.2–16.
  17. ^ Morstein-Marx 2021, s. 270; Drogula 2019, s. 223.
  18. ^ Morstein-Marx 2021, s. 273.
  19. ^ Morstein-Marx 2021, s. 272, 276, 295 (identities of Cato's allies).
  20. ^ Goldsworthy 2006, s. 372–373.
  21. ^ Gruen 1995, s. 497.
  22. ^ Gruen 1995, s. 489.
  23. ^ Gruen 1995, s. 489–490, citing among others Cic. Fam., 11.16.2; Caes. BCiv., 1.5.5; Dio, 41.3.2-3.
  24. ^ Goldsworthy 2006, s. 376–377.
  25. ^ a b Gruen 1995, s. 490.
  26. ^ Goldsworthy 2006, s. 378.
  27. ^ Goldsworthy 2006, s. 377.
  28. ^ Goldsworthy 2006, s. 379.
  29. ^ a b Morstein-Marx 2007, s. 177.
  30. ^ Stanton, G. R. (2003). "Why Did Caesar Cross the Rubicon?". Historia: Zeitschrift für Alte Geschichte. 52 (1): 67-94. ISSN 0018-2311. JSTOR 4436678.
  31. ^ Ehrhardt 1995, s. 36.
  32. ^ Gruen 1995, s. 496.
  33. ^ a b Goldsworthy 2006, s. 385.
  34. ^ Goldsworthy 2006, s. 385–386.
  35. ^ Goldsworthy 2006, s. 388.
  36. ^ Goldsworthy 2006, s. 390.
  37. ^ Goldsworthy 2006, s. 391.
  38. ^ Strauss 2015, s. 67.
  39. ^ Dando-Collins 2010, s. 24.
  40. ^ Dando-Collins 2010, s. 26.
  41. ^ Strauss 2015, s. 58 ; Liv. perioch. 116.
  42. ^ Sueton (1963), Romerske kejsere, København: Thanning & Appel, s. 40

Literatur[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Søsterprojekter med yderligere information:


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.